Cecilie Højgaard Nielsen, Musikeren

Passion over Penge - i en Verden Langt fra Dig og Mig …

Ved et tilfælde var jeg så heldig at blive hevet med bag tæppet på Det Kgl. Teater. En sød veninde i Det Kgl. Kapel inviterede til Rossini opera på Gamle Scene. Det foregik ad bagindgangen og pladserne var i en ”hemmelig” loge højt oppe til venstre for scenen. Pladser man kun finder, hvis man er mere end almindeligt stedkendt i huset. Herfra fik jeg det første frie udsyn til det (som for mig) var en hel ny verden – de professionelle klassiske musikere.

Og sikke et syn! Afskærmet fra det øvrige publikums nysgerrige blikke blev der virkelig gået til den nede i orkestergraven: under hele forestillingen stod den på sms’er i mørket, pjatteri med sidemanden og så var der vist sågar en enkelt som løste sudoku i nodelampens skær. Det var faktisk dejligt befriende at se! Af en eller anden grund har jeg ellers altid opfattet de her stramme sortklædte musikere så alvorlige og uhensigtsmæssigt distancerende fra publikum…

Da jeg efter forestillingen blev fulgt tilbage gennem teatrets snørklede gange på vej mod personaleudgangen, var vi gentagne gange ved at blive løbet ned bagfra af musikere, som tilsyneladende slet ikke kunne komme hurtigt nok hjem. Igen blev der rykket ved mine illusioner – alle musikere hyggedrikker åbenbart ikke på Hviids Vinstue hver aften efter forestillingen.

På vej ud overhørte jeg en gruppe musikere, der højlydt brokkede sig over hende vikaren i fløjtegruppen, som åbenbart spillede alt for højt og på den måde havde forstyrret… ”hvor irriterende”. Hmm:

Afdelinger der strides… medarbejdere som stormer ud af døren efter endt arbejdstid og mobilsurf så snart arbejdet tillader det. - ”Deres” og ”min” arbejdsvirkelighed er vist slet ikke så forskellig endda. Eller hvad!

Min nysgerrighed blev vakt, og efterfølgende er jeg blevet præsenteret for Cecilie Højgaard Nilsen. Cecilie er ét af de talenter, som man finder i et symfoniorkester. Hun startede som 3årig med sin første fløjte, kom på konservatoriet som 15årig og tildeltes Sonning-fondens musiklegat som 21årig. I en alder af 26 år har hun brugt lige så mange timer af sit liv på at øve sig på sit instrument som på at sove. Og det giver god mening i en verden, hvor det, med hendes egne ord, handler om 2% talent og 98% flid.

I Danmark er der 7 symfoniorkestre. I gennemsnit er der ca. 90 musikere i hvert. Ca. halvdelen er strygere, og resten er de mindre instrumentgrupper. Lidt simpel hovedregning afslører kvikt, hvor få professionelle klassiske musikere disse syv orkestre giver plads til. Ergo hersker der benhård konkurrence om hver enkelt ledig plads.

Og vi taler ikke om almindelige jobsamtaler, men derimod auditions i flere runder og over flere dage. Oftest spilles bag et forhæng, så bedømmelsesudvalget ikke påvirkes af noget som helst andet end lyden = dine kompetencer. Det er spil for livet, med kun én vinder. Ifølge Cecilie møder der hurtigt 50-60 talenter frem, hvis eksempelvis Aalborg Symfoniorkester søger en fløjtenist. Vel at mærke lutter kvalificerede kandidater fra en rytmisk etnisk smeltedigel; heriblandt de musikalske genier frembragt i den gamle østblok og Kina, som også søger nye græsgange.

Så når du næste gang kigger rundt på et symfoniorkester, så nyd at du har toppen af talentmasse foran dig. De har alle vundet konkurrencen om netop deres plads.

Men udover æren (og aftenarbejde) - hvad er belønningen, når man er kommet så vidt?

Tja en månedsløn på cirka 25.000 kr. er ikke ualmindelig! Hertil kommer så forskellige tillæg. Strygerne får mindst; dem er der flest af. Du får ekstra, hvis du spiller soloer undervejs i koncerten. Og hvis du lægger det hele sammen, kan du måske ramme ”helt” op omkring de 30.000 kr. om måneden… Tankevækkende at mennesker, som har dedikeret deres liv til at være de bedste, honoreres med en løn, der i min verden minder om en startløn. Konfronteret med min undren svarer Cecilie næsten lige så forbavset – ”Jamen vi spiller da ikke for pengenes skyld, vi spiller for musikken!”. Og et blik i overenskomsten bekræfter, at det vist ikke er tom snak.

Cecilie er ikke den, der udleverer nogen. Alligevel har hun nænsomt fortalt mig om, hvordan det er at arbejde i et miljø, hvor alle er de bedste - og hvor din mindste fejl høres og registreres af alle dine kolleger på én gang. Det er et konstant pres, der bl.a. fører til mediefrembragte historier om musikere, der fylder sig selv med betablokkere for at holde nerverne og finmotorikken i ro, når der skal præsteres.

For mig lyder det uvilkårligt som doping. Men der er ikke kæmpe præmier og lønninger på spil som hos topatleterne; derimod er der glæden ved at få lov at sidde og spille musik dag efter dag.

Besættelsen af at være den bedste kombineret med ringe belønning for indsatsen, virker sært fascinerende på mig. For jeg kan ikke komme på andre nutidige livsområder, hvor vi mennesker så kompromisløst sætter arbejdet over belønningen. Den tid, hvor det var en ære at være sygeplejerske, er (heldigvis) forbi - for det holder bare ikke, når vi lever i et af verdens dyreste samfund. Musikere, som Cecilie, må derimod være havnet i en eller anden form for parallelverden, hvor dedikationen til sit fag fortsat kan overgå alt andet. Jeg bøjer mig i støvet af respekt. Og i nysgerrig forundring.

Dagens tanke: Kære Karrieremenneske - forestil dig, at du er så vild med dit job, at du gerne nøjes med 25.000 kr. om måneden… Nej?