Jean von Baden, DJ & Eventmageren

Opråb til I-er-skide-gode-generationen …

For et par år siden var Jean og jeg i Paris samtidig – men ikke sammen. Jeg fløj derned med et par venner og fejrede fødselsdag, fem dage efter fløj vi hjem igen… stille og roligt. Min nabo, Jean, og 11 andre skulle samme vej - til trancefest. De lejede en limousine og kørte derned. Jean lagde ud. Efter et par dages vild fest fik Jean nok og ville hjem. Han kastede sig ind i et tog mod lufthavnen, men endte i Sydfrankrig. Da han endelig nåede frem til check-in, var der ingen fly til Danmark og Jean havde i øvrigt glemt sit pas… Heldigvis kom limousinen forbi til sidst og samlede ham op, men bilen brød sammen på den tyske Autobahn og da de til sidst, stærkt forsinket, nåede den danske grænse, var udlejningsbilen blevet meldt stjålet og Jean – med lilla hår – endte i et undersøgelsesrum i Kruså sammen med en politibetjent og en plastikhandske, inden han kunne returnere til København…

Ovenstående er Jean von Baden, De Yngre År…

Nu er et nyt kapitel ved at blive skrevet – og det har masser at bygge på. Jean er nemlig ikke hvem som helst. Han er udråbt til festkongen: af diskoteket Nasa, af Jazzhouse, af hele København. Jean har tegnet nattelivet som dj, promoter og eventmager gennem de sidste 18 år. Eventyrlysten, vild og ekstremt søgende. 2 dage i hans liv ligner ikke dit og mit: Han har fået blackout hos de kongelige, siddet (uskyldigt) varetægtsfængslet i NYC, haft en personlig stalker, og har levet så hårdt, at han ikke regnede med at fylde 30. Jean er i den kategori, hvor han har skabt sig et image og netværk, der kan åbne alle døre. Imponerende, men det rigtig interessante ved store personligheder er efter min mening, hvad der gemmer sig bag facaden – hvordan han forvalter mennesket bag succesen. Læs med her og få et kig indenfor.

Når han sidder ved mit køkkenbord i dag, fyldt med energi og taler – med konsekvent 2-3 ord i sekundet – ønsker han på ingen måde at forherlige sin ungdom. Jo, den har budt på masser af oplevelser og møder med personligheder, som de fleste aldrig vil komme i nærheden af. Men det er også historien om at forsøge at gøre folk glade i næsten tyve år i træk og dén pris, han har betalt for det. Det er alle de mennesker, der har været involveret i dét projekt på godt og ondt. Det har været en indre opdagelsesrejse, og kommer der en dag en erindringsbog fra hans hånd, så kan vi se frem til en partyversion af The Celestine Prophecy. Det bliver ikke kedeligt!

Han har taget opgøret med champagnekulturen.. og i dag - 35 år gammel og godt inde i livet - er det en åbenlyst afslappet og tilfreds mand, jeg taler med.

Han har vendt sit gamle liv ryggen. Overflade, prestige og materielle goder jages ikke længere. Faktisk er Jean gået så vidt, at han har skilt sig af med lejlighed, faste udgifter og forpligtelser. Som han siger – det er svært at være street, når du sidder i en lejlighed på 200 m2 med pejs og bindingsværk. Kærlighed, fordybelse og det nære er derimod det nye sort. Og interessen i København har han heller ikke opgivet; byen han holder så meget af og har så stærke holdninger til.

Ludvig Holberg levede ikke forgæves - og Erasmus Montanus er stadig aktuel, når vi fra tid til anden hører statements fra venner og bekendte, der er flyttet ud til mere eksotiske steder i verden. Det er i dag, ligesom for 300 år siden, forbundet med en vis morskab når ”studenten” vender hjem til landsbyen for at fortælle os, hvor bondske vi er, og hvor lidt vi har forstået meningen med livet. Det handler ifølge Jean ikke så meget om, hvor du er – men hvad du gør ved det. Det handler om at gøre nytte og præge stemningen, hvilket kan være svært, når man sidder 8000 km væk og blot spyr ild. Jean mener afgjort, han fortsat har en mission i Danmark:

Alt for mange danskere lever for lidt!

Hvis vi nyder vores land noget mere, nyder vores tid og hinanden, så kunne vi rent faktisk leve op til titlen som verdens lykkeligste land. Men det sker ikke oppe i lejligheden eller alene inde bag ligusterhækken. Isolation har aldrig gjort nogen noget godt og Danmark har derfor et stykke vej endnu. Jean prøver at tilføre amore overalt. I alt hvad han foretager sig, investerer han 100% sig selv og sit engagement… Han bruger hellere af sin egen løn på at gøre arrangementet helstøbt, end at der skal mangle noget. Derfor bliver det også meget personligt; Jean er uhyre bevidst omkring det ansvar, han står med som arrangør – gæsterne skal glædes, samarbejdspartnere skal honoreres, og kunden skal have resultat.

Når Jean selv skal finde energi, søger han mod lyset, varmen og mennesker, der samles. I årevis har hans healing spot være Ibiza… vel at mærke i en kombination af solopgange, stilhed, meditation, fest og mennesker fra hele verden. En udvisket døgnrytme passer mennesket Jean – om han vil bade, på restaurant eller danse klokken tre om natten, så er det muligt. Måske af samme grund er han også en NYC man. Hans egen personlige fremtid ser han tydeligt som et ménage à trois mellem Ibiza og København – og med New York som elskerinden.

Modsat hvad man måske kunne tro, er Jean ret så konservativ i sin tilgang: han er ikke røget med på L.A. bølgen… store biler, plastik patter og reality-tv er med hans egne ord ikke dét livet handler om. - Kan man li’ ting, skal man ta’ til L.A. Og så når vi samtidig frem til Jean’s store aversion: Reality stjernerne…

Easy does it – hvis du vil være til grin!

For en selfmade man, som har udviklet og kæmpet sig hele vejen til toppen og er blevet slebet til med sejre og nedture undervejs, er det dybt foruroligende at se på unge mennesker, der udstiller sig selv i et kommercielt narcissistisk koncept i den naive tro, at det fører til anerkendelse og respekt på et øjeblik. Jean er ikke bleg for at kalde reality-feberen for en sygdom, der hærger en meget stor gruppe mennesker. Sygdom skal ikke bruges som underholdning. Den laveste fællesnævner må ikke hyldes, og det er Jeans bevæggrunde for at være ude med riven over for reality-kulturen… usikre unge mennesker skal ikke lokkes ud ad den tangent.

Han er hudløs ærlig omkring, at han selv er vokset op på et værtshus. En barndom der tvang ham til at blive voksen meget tidligt, og gjorde ham til ekspert i at gøre fulde mennesker glade; behage dem. Prisen har ikke været billig, og det uforløste barn hænger stadig på ham… det er Jean, 14 år, som han siger. De barnlige reaktioner har han dog efterhånden fået styr på. Og så har han lært at være en ven. Når man altid arbejder i nattelivet, så er det svært at være en del af et ægte fællesskab og ens venner bliver hurtigt dem, man møder i byen - mens man arbejder. I nattelivet følger ofte også druk og stoffer som fællesskabets motor. For Jean var det erkendelsen af ensomhed, da han indså, at han levede en stor del af sit liv i en kunstig virkelighed, hvor alle var enormt forstillede og påtagede.

I dag prøver han målrettet at være en god ven. Og han bruger sin tid på mennesker, der tør fortælle, hvordan de har det. Glansbilleder er mega un-cool i 2012. Han er derfor ikke længere på fornavn med hele København og har trukket sig tilbage fra den del af ræset, som kræver at man konstant er på og pleaser alle, blot fordi de potentielt kan være den næste kunde. Kvalitet frem for kvantitet. Jean er generøs med ros og fremhæver stolt de nærmeste omkring ham. Når man er fan af sine venner, så betyder det, at man ser op til dem og bliver inspireret! Det gælder Seb, koncept- og produktionsmanden, der i årevis har kørt parløb med Jean – der er Mads Norheim og Lulu Rouge, som Jean er fuld af beundring over for… og der er den dygtige kok Boris Bono. Når man får opbygget en vennekreds, som man både kan holde af, udfordre og udvikle sig sammen med, har man ifølge Jean opnået et af livets største privilegier.

- Så Jean er blevet moden og er ved at indhente sin alder.

Bag ham ligger epoken som Københavns ældste teenager; en periode som var ét stort forsøg på ikke at være almindelig. I dag tiltrækkes han af det jordnære, og rastløsheden er erstattet af tålmodighed – det er kunsten at vente. Der er et stort behag i at være sammen med mennesker med en vis ro og intelligens. Når snakken falder på de unge i branchen, beklager Jean også, at alt skal gå så hurtigt i dag. Middelmådigheden hyldes, for man bilder I-er-skide-gode-generationen ind, at de alle kan lykkes; uden indsats, uden øvelse – blot fordi de er dejlige. I gamle dage sad man to timer ved busstoppestedet og ventede – i dag har de unge zappet væk, hvis en side på internettet ikke loader på få sekunder. Fordybelsen er svær at finde i 2012. Alting er ét klik væk, og det er skuffelserne så også.

Arbejdsmæssigt vender Jean nu tilbage til sine rødder; han har et talent for at sammensætte en crowd – og han ved præcis, hvad de har brug for time for time, fra start til slut. Fra begyndelsen har han altid gjort sig umage med at sætte de rigtige mennesker sammen til sine fester. Miljøer, typer, historier… Jean opfanger det hele og omsætter det til segmenter. Håndplukkede mennesker giver unikke events. Det har nærmest været hans USP. Når man sætter de rigtige grupper af forskellige mennesker sammen, skabes tryghed – og så vendes frygt til kærlighed, hvilket er Jean’s mantra. Og dén effekt opnår man ikke med massebudskaber på Facebook, men ude blandt mennesker. De klareste effekter, der kommer ud af de sociale medier, er bekræftelsessyge og magelighed. Så nu er det back to basic – dér hvor ting tager tid, og flid skaber resultater. Jean’s opfordring lyder:

Hvis du har noget på hjerte så send et brev!

Men Jean medgiver, at det kan være svært at holde hovedet koldt og ikke forføres af lette løsninger. Når de hippe og smarte giver udtryk for, at man er en super fed person, er det let at blive revet med, og føle man kan gå på vandet. Men det er farligt, for det er både skrøbeligt og flygtigt. Som han siger: Da jeg havde mest ego, kunne jeg mindst. For i baghovedet lurede tankerne: hvad kan jeg egentlig, er det godt nok, er jeg bare heldig – og hvor længe kan det blive ved? Man arbejder i organisationsteorien med impostor syndrome; en teori udviklet af adfærdsforskere, som netop dækker over den tvivl og usikkerhed mange mennesker går rundt med: At deres succes nok nærmere skyldes held end dygtighed – at ros nok ikke er velfortjent – og at andre nok snart gennemskuer, at man slet ikke kan alt det, folk går og tror. Det er ikke nogen rar følelse at gå gennem livet med.

I dag er Jean afklaret omkring, hvad han kan. Han har brugt de sidste par år på at tænke. Han har uddannet sig til psykoterapeut. Terapien har været selvudvikling og overlevelsesredskab til at komme videre fra en ungdom, der nemt kunne være løbet løbsk, og som man ellers kun ser i fiktion. Jean er klar til Liv Version 2.0 og er nu i gang med at etablere en virksomhed, der kombinerer hans interessefelter. Overskriften er ”arbejde med mennesker” – det bliver både som terapeut, som foredragsholder, som event-mager og som DJ.

Modenheden og de afklarede holdninger skal dog ikke forveksles med, at Jean er blevet rund og kedelig. Tværtimod – der er stadig akkurat lige så meget kant, som da vi delte trappeopgang for år tilbage. Men han er blevet mere mild, han griner mere og han ser folk i øjnene. Det er gået op for ham, at han rent faktisk har noget ægte at byde på.

Man behøver også blot at være i selskab med Jean i ganske kort tid for at konstatere, at han er en ener. Intelligent, filosoferende, knivskarp og charmerende – det er virkelig en fornøjelse at høre på.

Ja og så er han lidt en hippie! Det er godt nok. Kant er dét stof, som kan sætte pis i kog og skabe debat. Og en personlighed som Jean har næsten en pligt til at gøre det. Han har masser af skyts rettet mod borgerligheden. Som han siger: Når Familien Danmark sidder hjemme hele weekenden og ser tv-programmer om Karens Kat og om, hvordan man bager en kage, så er der stadig brug for en som mig til at sparke hårdt til konventionerne.

Kim Berckentin