Trine Ross, kunstkritikeren

Om at udfordre dét man holder allermest af...

Trine Ross har beskæftiget sig med kunst i over 20 år. Hun er en af ”eksperterne”. Men er der noget om snakken, når man siger, at kunstverdenen er en lukket fest – og kan man selv gøre noget for at komme med… og hvad er det egentlig lige kunsten kan? Trine inviterer os alle sammen med inden for her:

At Trine skulle ende som cand. mag. i kunsthistorie er måske lidt overraskende set i lyset af, at hun som barn syntes, at det bedste ved Louisiana var cafeteriet… Forældrene slæbte hende nemlig med på udstillinger i 70’erne. Ofte abstrakt – og ikke specielt børnevenligt. Interessen og til dels forståelsen for kunst blev dog vakt. Og da Trine efter HF brugte fem år af sit liv på at arbejde og rejse rundt i hele verden, blev kunstmuseer og gallerier flittigt søgt. Det var interessant at kigge ind for at se, hvad de kunne vise frem i de forskellige lande og byer.

Efter denne dannelsesrejse var Trine også blevet 25, og det var tid til at vælge en karrierebane. Drømmen om antropologi-studiet var der – muligheden for at rejse og læren om fremmede kulturer og anderledes livsanskuelse appellerede (meget)… men efter et kig i en lærebog, hvor fokus lå på at forklare størrelsesforholdet mellem folks hytter, blev studiet valgt fra! Efter en del afvejning endte valget på kunsthistorie. Her var netop muligheden for fordybelse og indsigt i historiske, kulturelle og politiske retninger samt ikke mindst det religiøse islæt, som også lå i antropologien. Og prikken over i’et: Man fik lov at se på billeder!

I dag har Trine brugt tyve år af sit arbejdsliv på at tage stilling til kunst. Det gør hun som selvstændig - forfatter, blogger, foredragsholder, tv-vært samt ikke mindst kunstkritiker ved Politiken.

Hun gør intet for at romantisere livet som freelancer; der er intet sikkerhedsnet, ingen løn under sygdom, ingen pension.

Men det giver mulighed for at være uafhængig og selv styre, hvad hun laver i en branche, hvor kunsthistorikerne står i kø for at gafle de få ledige faste stillinger, der udbydes. Faget er ikke for tøsedrenge. På Trine’s årgang var optaget 35 – 10 blev færdige og i dag arbejder 2 direkte med faget – Trine som den ene. Trine gyser lidt ved tanken om, at optaget vist sidenhen er fordoblet.

Og hvad kan man så som kunsthistoriker… Trine måtte konstatere, at uddannelsen var meget forskningstung… hvilket var lidt ærgerligt, når nu der er så ganske få forskerstillinger – og det i den virkelige verden i højere grad handler om at kunne sno sig. Men hun lærte håndværket; at søge kilder og udøve kildekritik. I bedste humaniorastil brugte Trine 11 år på at komme gennem studiet. Undervejs arbejdede hun flittigt, og det blev hendes springbræt til karrieren. Hun stod croquis-model, da professor Øystein Hjort en dag ville høre, om det var noget hun havde tænkt sig at fortsætte med – eller om hun ikke hellere ville være med til at sætte en Asger Jorn udstilling op på Louisiana. Det betød, at Trine læste alt om Jorn og snart efter blev hyret til at skrive billedteksterne til Palle Fogtdals bog om Cobra i serieværket ”Ny Dansk Kunsthistorie”. Det åbnede nye døre, så hun mødte kunstredaktør Peter Michael Hornung fra Politiken, der tilknyttede hende på avisen i 1998 – tre år inden hun fik sin kandidattitel. Jobbet som kunstanmelder på avisen, har hun endnu, og hun synes stadig, det er lige så sjovt. Der sker hele tiden noget nyt og overraskende.

At Trine gennem diverse studiejobs har formået at blive et etableret og anerkendt navn inden for sit fag, kan måske lyde som tilfældigheder. Men Trine indtager ikke sin specialistrolle i dag pga. held. For selv med al hendes beskedenhed, så mærker man tydeligt hendes format, når man taler med hende. Hun er en stor begavelse inden for sit felt. Med en imponerende dybde i hendes stof. Hun er nørd i ordets allerbedste forstand. Og hun leverer sin viden med en varme og en glæde, der kun kan smitte. Trine taler som kunsthistoriker til os.

Allerede i sin studietid reagerede hun som omviser på Statens Museum for Kunst, når gæsterne instinktivt trådte flere skridt tilbage, hvis de stod foran abstrakt moderne kunst - simpelthen en fysisk afstand, fordi de ikke forstod det. Trine ville have dem tæt på, akkurat som når vi går helt tæt på for at nyde detaljerne i et guldaldermaleri, fordi vi genkender det vi ser.

Ubevidst er Trine gennem hele karrieren blevet tiltrukket af muligheder, hvor hun kan formidle kunsten til et bredt publikum f.eks. på TV, hvor Trine gennem flere år har deltaget som holdkaptajn i DR K’s Kunstquizen. Netop i forsøget på – sammen med en række dygtige kolleger – at åbne for kunsten og bringe den helt hjem i stuerne ledsaget af en god historie, der introducerer både værk, kunstneren og tiden det er lavet i. Det er rendyrket formidling tilsat humor og tempo. Quizzens format er bestemt ikke lige populært blandt alle i kunstkredse, hvor det af nogen betragtes som et syndefald – ”Havde det så i det mindste været på radioens P1” griner Trine, fordi det illustrerer meget godt, at selvom kunstbranchen er forholdsvis lille, så er der stor forskel på den intellektuelle tilgang og den mere folkelige. I en ophedet diskussion hvislede en ældre kvindelig kunsthistoriker engang til Trine ”Din.. formidler!!”. Det var ment som en irettesættelse, men Trine tog det som et kompliment. Og det er hendes adelsmærke, at hun netop gerne vil præsentere kunsten for lægmand. I Danmark skønner man, at kun en enkelt procent kan kaldes seriøse kunstkendere. Og blot et par få tusinde kan rent faktisk leve af kunsten. Branchen som helhed er en broget skare af malere, billedhuggere, artister, kritikere, historikere, forskere, gallerister, museumsfolk, professionelle kunsthandlere m.fl.. Det er derfor meget svært at tale med én stemme; der er så mange holdninger og interesser. Hun understreger dog, at der er masser af ildsjæle derude, der gør et stort arbejde for at få kunsten ud – med skæve gallerier, sjove undervisningsmaterialer, street art, kunst-blogs osv.

Trine tør imidlertid godt udfordre og tage favntag med kunstverdenen over en bred kam om, hvorvidt man er dygtig nok til at engagere og invitere flere indenfor. Én procent er simpelthen for lidt, siger hun eftertænksomt. Og når branchen endelig larmer, er det som regel over provokunst. Inden for arkitekturen har man set et regulært interesse-boom, hvor der er udviklet rene superstjerner, der fungerer som fantastiske ambassadører for de værker, der skabes. I en sådan grad, at folk strømmer til for at opleve bygninger, når de står færdige. Når det internationalt anerkendte magasin Wired publicerer Bjarke Ingels med ordene ”Bjarke Ingels will make you believe in the power of architecture”, så signalerer det et solidt greb i tiden. Trine tager sådan en strømning som lidt af et hip til hendes egen verden, hvor der må tænkes i nye baner for at tiltrække flere interesserede. Kunsten ligger mig på sinde, siger hun – det er gennem begejstring og nytænkning de næste generationer skal rekrutteres. Akkurat som der er skabt hype omkring arkitektur. Visse steder er kunstmuseernes arkitektur næsten mere i fokus end kunsten. Paradokset er, at museerne samtidig er blevet mindre og mindre risikovillige: Alle vil udstille Matisse og Munch. Der er bare ikke meget street credit for de unge i at se Munch, som Trine formulerer det med et grin.

Javist, der er bestemt også super stars inden for kunstens verden. Også blandt de nulevende. De fleste har hørt om John Kørner og Tal R. Men det bliver kunsten ikke nødvendigvis mere tilgængelig af.

Det er tankevækkende, at vi har et helt palæ på Amalienborg, hvor nogle af de ypperste danske samtidskunstnere er repræsenteret. Men i dag er det hele bag lås og slå og kun forbeholdt en ganske lille skare. Nøjagtig som det altid har været.

Positivt var det dog, at danskerne rent faktisk fik mulighed for at komme ind at se kunsten i en periode, inden kronprinseparret flyttede ind i det renoverede palæ. Kunstverdenen burde måske netop derfor, have gjort meget mere ud af at fortælle offentligheden om, hvor stor en chance åbenheden var. I dag er det bedste bud at holde øje med gallerierne, som efter Trines mening er blevet rigtig gode til at vise både bredt og dybt. Det forfinede Bredgade-galleri fra gamle dage behøver man ikke længere at frygte; det findes ikke længere i traditionel forstand - offentligheden er velkommen stort set alle steder i dag.

Men betragter man branchen som en helhed, så er begrebet lukket fest ikke helt skudt forbi. Trine forventer ikke, at man øger den ene procent af seriøse kunstinteresserede, hvis man ikke også samtidig gør sig den umage at prøve at overbevise andre om glæden og mulighederne ved kunst. Som når Bjarke Ingels udtaler til Wired ”… this is architecture at its most exciting—when it brings the world we live in a little bit closer to the world of our dreams”… Betragtningen er næsten poetisk, og den dækker over en lyst og vilje til at forføre andre ind i arkitekturen.

Når man spørger Trine om den manglende inkludering i kunstverdenen skyldes snobberi, siger hun nej, og tøver lidt. Hun vil hellere sige, at det som nævnt er en broget skare af mennesker, hvor mange har en forventning om, at kunsten som metier skal tages seriøst… En holdning som ”fremmedgørelse er ikke et problem, men en motor” illustrerer meget godt, at der er forskellige tilgange - og hvorfor formidling af nogen betragtes som en fejltagelse. Og så er der det historiske faktum, at kunsten tidligere var ophøjet og forbeholdt de få – de kongelige og adlen.

Set på den lange historiske bane er der ikke nogen tradition for, at kunst har været hverken demokratisk eller solidarisk. Det er først i nyere tid, at vi begynder med de tanker.

I 1919 skete der noget skelsættende, der næsten har revolutionær karakter i Danmark, da staten ved lensafløsningen med teknisk snilde (og slet skjult tvang) fravristede over 200 værdifulde kunstværker fra den danske adel og overdrog dem til museerne. John Erichsen, der er forfatter til en udmærket bog om emnet siger: ”Det er ikke for meget sagt, at opgøret med de store godser kom til at betyde en betragtelig udvidelse af hele vores fælles kulturarv”. Mange af de værker kan i dag beundres af offentligheden på Frederiksborg Slot – og det er tankevækkende, at det ikke en gang er 100 år siden, at disse kunstskatte var gemt godt væk på herregårdene.

Så kulturarven ER derude sammen med alt det nye. Start derfor med at gå på museum, siger Trine. Hvis Statens Museum for Kunst er i nærheden, er det et rigtigt fint sted at begynde. Gå gennem den faste samling og oplev ældre og nyere kunst, som hænger forholdsvis kronologisk. Og hvorfor ikke overraske din udkårne med en date til Statens Museum for Kunst og præsentere ham eller hende for Gijsbrecht’s finurlige, synsbedrageriske 1600-tals malerier! Maleteknikken Trompe l’œil er en oplevelse for øjet, uanset om man er belæst eller ej; det giver noget at tale om og en oplevelse sammen. En anden ide er at koordinere besøget, så man kan komme med på en omvisning. På den måde får man vinkler og inspiration til at forstå værkerne. Det er dén nøgle, man skal bruge til at åbne kunsten og forstå den. På Trines egen blog Trineross.com kan man desuden holde sig orienteret om, hvad der sker på den danske kunstscene, og gennem hendes ord blive introduceret til de oplevelser, der venter.

Er man novice der gerne vil have nogle totaloplevelser med kunst, har Trine nogle pejlemærker, man kan tage udgangspunkt i. Det er selvfølgelig svært at udvælge blandt så mange muligheder, og der er heldigvis ingen facitlister, men Trine henleder opmærksomheden på følgende:

Tip 1: Tag på Aros. - Kunstmuseet i Aarhus, der nok er mest kendt for regnbuen på taget. Man får en god introduktion til moderne kunst ved at gå ned i kælderen til den faste udstilling ”De 9 rum”. Her er tale om ni installationer af samtidskunstnere, hvor Trine bl.a. nævner islandske Olafur Eliasson’s imponerende spejlrum, schweiziske Pipilotti Rist’s magiske opholdsstue og amerikanske Bill Viola’s ”Five Angels for the Millenium” der knytter den fysiske verden sammen med den spirituelle. Sidstnævnte videoinstallation er i øvrigt optaget på samme måde som Hobitten blev det flere år senere med 48 frames i sekundet. Det er vildt flot og drømmende, storslået og dramatiske – men også filmisk, forståligt og genkendeligt, så det går rent ind. Det er dét moderne videokunst kan, og det er ikke mystisk, som man måske forbinder det med fra tidligere med små skrattende S/H fjernsyn.

Tip 2:  Snyd ikke dig selv for Diego Velázquez’ malerier. Det er fuldstændig vild malerkunst fra 1600-tallet; teknikken og eksekveringen er ovenud imponerende. Nærmest malet som hologrammer, hvor ansigterne i dén grad kigger på en og holder dit blik fast. Trine er i det hele taget vild med 1600-tallet. Selvom barokken var teatralsk og ”for meget”, så er der en intensitet og drama i mange af billederne, der den dag i dag gør kunsten levende. Velázquez udstilles jævnligt på forskellige museer rundt om i Europa, mens hovedvægten af malerierne er samlet på Museo del Prado i Madrid, hvor man også finder hans hovedværk Las Meninas (Hofdamerne) fra 1656. Hans efterfølgere Manet, Picasso, Dali og Bacon har alle beskæftiget sig med hans værker i deres egen kunst og han regnes ubetinget for en af de dygtigste og mest originale malere i den europæiske barok.

Tip 3:  Kig på danske Jesper Just. Han er også videokunstner. Han laver drømmende og ret svært afkodelige historier med en relevans, der som oftest handler om mænd og mandeidealer. Flere kender måske allerede værket ”Bliss and Heaven” fra 2005 med den unge mand, der går gennem en kornmark frem mod en lastbil, hvorefter handlingen bliver rigtig bizar og vækker både spørgsmål og undren. Det er enormt flot filmet med smukke klare billeder. I 2013 udstillede han på den vigtige Venedig Biennalen, og han er i det hele taget en darling på den internationale scene – David Bowie og Donna Karan er helt med på, hvem han er. Trine anbefaler, at man sætter sig lidt nærmere ind i, hvad han står for.

Kunst er nemlig et fantastisk konversationsemne, så det er sjovt at kunne tale med. Det er ligeledes relevant for direktioner og bestyrelser; ja alle der sætter fingeraftryk på samfundet, at de har forståelse for kunstens verden. Trine holder selv mange foredrag om emnet, bl.a. for VL-grupper. Royal Copenhagen er et godt eksempel på en virksomhed, der har gjort en forretning ud af dansk kunst og kulturarv. Porcelænsfabrikken, der gik under navnet Den kongelige Porcelænsfabrik, havde enkedronning Juliane Marie som protektrice. I 1790 fulgte man tendensen fra oplysningstiden med at formidle ny viden om naturen gennem kunstgenstande – det endte med det prægtige Flora Danica porcelænsstel, som tog 12 år at male.

Produktionen blev genoptaget i 1862 og regnes for et af verdens mest prestigefyldte og eksklusive stel. Krise eller ej – i dag sælges en terrin for 120.000 kr. og en sukkerskål for 35.000 kr.  

Kunsten kan virkelig bruges som kommerciel løftestang, hvis en virksomhed kan finde ud af at trække på de historiske referencer. Den britiske designer Paul Smith er et andet godt eksempel på, hvordan kunsten kan bruges aktivt til at opbygge en imponerende forretning. Der er masser af inspiration at hente i kunstens verden.

Og der kan være mange penge involveret i kunsten. Penge og investering går hånd i hånd. Specielt inden finanskrisen blev Trine ofte spurgt ”Hvad skal vi købe?” og ”Hvad vil værdien stige til?”. Men hun ser ikke kunstindkøb som et sikkert afkast; nogen klog pensionsopsparing er det ikke. Mens Trine læste var Hammershøi anerkendt, men også gammeldags og bestemt ikke noget, der vakte begejstring med prissætning i auktionskataloger omkring 200.000 (småpenge i auktionsverdenen…) men ved et tilfælde fik maleriernes udtryk en revival og sælges i dag for mange millioner; selv hans bror Svend Hammershøi sælger! Det er et godt eksempel på, hvor svært det er at gennemskue. Vil man købe, skal man ifølge Trine hellere gå efter, hvad man synes kunne være flot på den hvide væg over sofaen. Jagten efter at finde netop dét værk, som man synes er smukt, vildt eller finurligt, betyder mere end kunstnerens navn og pris. Som da Trine som ung fattig studerende forelskede sig i et Knud Odde maleri gennem butiksruden i indre by og igen og igen vendte tilbage, indtil hun fik skrabet prisen på de 1.200 kr. sammen og kunne glæde sig over at gå hjem med billedet. Og maleriet er stadig et af Trines kæreste ejendele - og bliver ikke solgt, selvom værdien er mangedoblet. Det historieløse køb er der derimod ikke meget ved, så Trine’s opfordring er klar: Ud og find frem til den kunst der taler til dig – og KØB den hvis du kan! Det er rejsen og indtrykkene undervejs, der giver kunsten den sande værdi.

Kim Berckentin, 2014

Er du blevet nysgerrig efter mere, kan Trine’s blog varmt anbefales – se mere på www.Trineross.com